Nyhedsbrev april 2024

Da Gud indkaldte alle måneder for at give dem hver sit vejr, kom lille forvirrede april for sent – og alle måneder havde fået deres. April blev meget ked af det – og derfor gav alle de andre måneder lidt af deres vejr – og derfor er april varm, kold, stille og blæsende!

Men april er alligevel sæsonstart – og bedre sent end aldrig. Flaget blev hejst 11. april – lige efter den ekstraordinære generalforsamling. Den gav en ny formand (Pia – have 1), ny vurderingsformand (Tine – have 2), to nye vurderingssuppleanter (Patrick – have 46 og Henrik – have 71) – og sidst, men ikke mindst – ny revisorsuppleant (Jakob – have 25). Desuden blev forslaget om at gøre bestyrelsesvalget fleksibelt (mellem tre og fem medlemmer) endeligt vedtaget.

Referater fra begge generalforsamlinger kommer på hjemmesiden snarest – der udestår lige et par detaljer.

Til gengæld kan I allerede nu se referatet fra seneste bestyrelsesmøde (https://www.hf1934.dk/intranet) – hvor vi både listede arbejdsopgaverne – og fordelte dem mellem os. Hvis I synes, vi har glemt noget – så sig endelig til. Vores næste møde er 23. april – herefter  vil vi også udkomme med årets datoer: arbejdsdage, containerdage, sommerfest, havevandringer og standerstrygning.